Silkeborgtunnelen spærres under stor øvelse

På grund af en myndighedsfælles øvelse vil Silkeborgmotorvejen i op til fire timer torsdag formiddag d. 26.09.2024 være spærret for trafik i begge retninger ved Silkeborgtunnelen.

Det drejer sig om tidsrummet 9.30-13.30, men allerede fra klokken 9 skal bilisterne forvente længere rejsetid end normalt på strækningen.

Midtjysk Brand & Redning, Region Midtjylland, Vejdirektoratet og Midt- og Vestjyllands Politi afholder på torsdag den 26. september 2024 en fælles øvelse i og omkring Silkeborgtunnelen. Det betyder, at Silkeborgmotorvejen fra klokken 9.30 vil være spærret i begge retninger mellem frakørsel 27 Silkeborg Ø og frakørsel 29 Høje Kejlstrup. Motorvejen genåbner senest klokken 13.30.

Allerede fra klokken 9.00 skal bilisterne forvente længere rejsetid end normalt på strækningen, da der fra da af vil blive arbejdet på stedet, ligesom tilkørselsramperne 27 og 29 vil blive spærret, og trafikken i vestgående retning vil blive ledt over i Silkeborgtunnelens østgående rør, indtil vejen spærres helt.

“Vi ved godt, at en del mennesker vil blive berørt af den her øvelse, og vi beklager meget for de gener, det måtte give. Vi kan ikke altid træne på et lukket anlæg, men har brug for engang imellem også at øve os ude i virkeligheden. Vi har forsøgt at undgå den værste morgen- og eftermiddags-pendlertrafik og håber derudover på folks forståelse”, siger vicepolitiinspektør Allan Laustsen, der leder afdelingen for operationel planlægning og indsatsledelse ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I øvelsesscenariet sker der en ulykke i motorvejstunnelen, og der opstår flere komplikationer, som vil teste de forskellige beredskabers procedurer og myndighedernes kommunikation og samarbejde på tværs, ligesom der trænes i brug af tunnelens tekniske udstyr. Vicepolitiinspektøren lover, at de involverede myndigheder vil pakke sammen, så snart øvelsen er forbi, så Silkeborgtunnelen ikke er lukket længere tid end højst nødvendigt.

Mens tunnelen er lukket, vil der være omkørselsrute via Resenbro. Du kan som altid holde dig orienteret om den aktuelle situation på statsvejene hos Vejdirektoratet på www.trafikinfo.dk.

Øvelse skabet knas i trafikken på torsdag d. 26.september. (Grafik: Trafikinfo.dk)

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.

Mest læste:

.

Annonce

Annonce