På baggrund af borgerhenvendelser om ulovlige knallerter i blandt andet Brædstrup var Sydøstjyllands Politi i sidste uge til stede i byen. Her blev problemet med larmende ulovlige knallerter i den grad bekræftet.
Her mødte færdselsbetjentene onsdag aften omkring kl. 20.30 en 15-årig dreng, der med høj hastighed kørte på sin ulovlige knallert i Søndergade.
Selvom betjentene forsøgte at få knallertkøreren til at standse, fortsatte han med høj fart, og turen gik både venstre rundt i en rundkørsel og venstre rundt om flere helleanlæg med en motorcykelbetjent lige i baghjulet.
Til sidst gik den dog ikke mere for den unge knallertkører, der blev standset på Vestervangen og stillet til ansvar for sin kørsel og ikke mindst en knallert som stort set var ulovlig på alle punkter.
Den 15-årige dreng er nu sigtet for bla. ikke at følge politiets anvisning om at standse, kørsel på en knallert, som på adskillige punkter ikke overholdt loven, da der manglende en forlygte, baglygten var overmalet/tonet, nedslidt bagdæk samt kørsel uden en monteret nummerplade.
Den 15-årige kan se frem til at modtage flere bøder samt en ubetinget frakendelse af sit knallertkørekort grundet hensynsløs kørsel.
Ligeledes vil han formentlig også kunne se frem til at få udskudt retten til at erhverve kørekort ved fyldt 18 år med mindst seks måneder.