Natten til fredag, kl. 03.10, fik politiet en anmeldelse om, at der blev spillet urimelig høj musik i en lejlighed på Søndre Jernbanevej i Haslev.
I første omgang fik beboeren – en 19-årig kvinde – et påbud om skrue ned, men kort efter var musikken skruet godt op igen.
Denne gang blev højttaleren beslaglagt, og den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En 17-årig mand, det var til stede i lejligheden, var højlydt utilfreds med politiet, og han ville ikke rette sig efter betjentene, som bad ham forføje sig.
Han sendte en stribe skældsord efter betjentene og truede dem, og for at få ro på stedet måtte politiet skride til at bruge peberspray.
Den 17-årige blev anholdt klokken 5.02 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for at lægge hindringer i vejen for politiet, for fornærmelig tiltale og for trusler.
Den 17-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres om morgenens tildragelser.