Torsdag aften mistede en 19-årig mand fra Aabenraa Kommune livet. Det skete i en færdselsulykke udenfor Kruså, hvor den 19-årige mand krydsede vejen til fods og blev ramt af en personbil og døde på stedet ved påkørslen.
Politi og redningsberedskab var på stedet, ligesom en bilinspektør undersøgte uheldsstedet. De nærmere omstændigheder omkring ulykken vil nu blive undersøgt og klarlagt.
Den 19-årige, som mistede livet, var passager i en bus sammen med en del andre unge gymnasieelever, som var samlet torsdag aften.
Fredag var en del af de berørte elever mødt op på deres uddannelsesinstitution, IBC Aabenraa, hvortil der var tilkaldt krisepsykolog og mulighed for at tale med lærere og ledelse.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil i næste uge i samarbejde med IBC Aabenraa tilbyde berørte elever et møde med en præst, offerrådgivningen og politiet. Det sker som en del af indsatsen for at tilbyde de unge mennesker den hjælp, de måtte have behov for efter den tragiske hændelse torsdag aften.