En 21-årig mand fra Slagelse fremstilles i løbet af tirsdagen i grundlovsforhør i retten.
Han blev anholdt mandag klokken 20.25 og er sigtet for et røveri, der skete mandag aften på Sdr. Stationsvej i Slagelse.
Her røvede den 21-årige et kontantbeløb fra en 25-årig mand, tilsyneladende efter en handel med medicin.
Den 21-årige truede med en machete, og efter røveriet kørte den 21-årige afsted i en taxa.
Vidneudsagn ledte politiet i retning af den 21-årige, som blev anholdt på sin bopæl.
Her fandt politiet 107,3 gram hash og skunk, flere mobiltelefoner, piller, svampe og et større, kontant beløb.
Den 21-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.