Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede fredag formiddag kl. 09.15 en 22-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er mistænkt for at have begået en voldtægt i Cypern i 2022.
Den 22-årige mand blev anholdt torsdag formiddag kl. 10.08 af betjente fra Østjyllands Politi på baggrund af en international efterlysning fra myndighederne på Cypern.
Han blev anholdt på en adresse i Aarhus C og blev fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil en eventuel udlevering til Cypern kan effektueres.
Ved Retten i Aarhus blev den 22-årige mand til fredagens grundlovsforhør varetægtsfængslet i to uger frem til fredag d. 16. august. Han kærede kendelsen til landsretten.
Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere oplysninger om sagen.