Natten til mandag klokken 0.07 fik politiet et alarmopkald fra en bilist, der kørte på Sydmotorvejen ved Vordingborg, og blev voldsomt chikaneret af en anden bilist.
Anmelderen fortalte, at en anden mandlig bilist kørte meget chikanerende og skabte temmelig farlige situationer for de øvrige trafikanter. Nummerpladen blev slået op, og politiet kunne konstatere, at manden med den chikanerende kørsel kørte i en bil, der var blevet meldt stjålet.
Blot 10 minutter efter anmeldelsen havde en patruljevogn kontakt til “chikanebilen”, som kort efter blev standset.
Føreren var en 25-årig mand, som var meget opfarende og virkede påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer, og han blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. Han blev også sigtet for ikke at have gyldigt kørekort og for biltyveri.
I forbindelse med anholdelsen og transporten i patruljevognen truede han flere gange politibetjentene, og han fik sparket så voldsomt til gearstangen, at den gik i stykker.
Derfor blev han også sigtet for trusler mod polititjenestemand og for hærværk. Hans chikanerende kørsel, inden han blev standset, medførte desuden en sigtelse for fareforvoldelse.
Den 25-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 13.15 ved retten i Nykøbing F.