28-årig mand anholdt for drab og partering af 40-årig kvinde

HADSUND: Politiet modtog en anmeldelse natten til søndag, kl. 04.20, og i en garage på Nørregade fandt betjentene en 28-årig mand og et delvist parteret lig af en 40-årig kvinde.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Præcist hvordan politiet blev alarmeret er søndag aften endnu ikke oplyst, men en patrulje kom frem til stedet, hvor en 28-årig mand fra lokalområdet var i færd med at partere liget af en kvinde. Manden skal ifølge de foreløbige oplysninger have dræbt kvinden med flere knivstik kort før politiet pågreb ham i garagen.

Manden blev omgående anholdt, og Nordjyllands Politi har efter en intens efterforskning søndag endeligt identificeret den dræbte kvinde. Der er tale om en 40-årig kvinde, der ikke umiddelbart havde nogen tilknytning til lokalområdet omkring Hadsund, idet kvinden var bosiddende i Viborg.

Den dræbte kvindes pårørende er søndag eftermiddag blevet underrettet af politiet om det tragiske og brutale dødsfald.

Nordjyllands Politi oplyste søndag formiddag at den anholdte mand sigtes for drab samt for usømmelig omgang med lig.

Politiets anklager, Peter Rask begærede dørlukning i forbindelse med grundlovsforhøret, der fandt sted kl. 15.00 i Retten i Aalborg, og her nægtede den 28-årige mand sig skyldig i sigtelserne om drab og usømmelig omgang med lig.

Den 28-årige mand blev fængslet frem til 4. december 2018, og har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling til Landsretten, oplyser Nordjyllands Politi.

Af hensynet til dørlukningen og den videre efterforskning i sagen har politiet ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.

Politirapporten

I Kriminalmagasinet Politirapporten kan du læse alt om politiets arbejde og breaking news om ulykker, skyderier, mord og advarsler. 

Her kan du læse det seneste politiets døgnrapporter hele døgnet. Læs og se lokale nyheder fra kriminalmagasinet Politirapporten. Danmarks største 112 nyhedsside med dybdegående artikler.

Indlæg: 28-årig mand anholdt for drab og partering af 40-årig kvinde

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?