Tirsdag formiddag kl. 10.45 standsede politiet en personbil på Ringstedvej ved Ejbyvej i Køge til en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren var en 31-årig mand uden fast bopæl, som i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af køretøjet. Da det lugtede af hash inde fra køretøjets kabine, kunne føreren også mistænkes for narkokørsel og blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelsen herfor.
Den 31-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt.
Politiet fik i forbindelse med de to sigtelser for bl.a. kørsel i frakendelsestiden klarlagt, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret.
Personbilen var ikke registreret til den 31-årige, som dog havde købt bilen dagen før af den registrerede ejer. Politiet fandt herefter grundlag for at beslaglægge bilen med henblik på senere konfiskation, som retten vil tage stilling til, når straffesagerne mod ham skal afgøres.
En dommer skal dog forinden kigge nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen, som den 31-årige protesterede imod.