En 37-årig herboende rumæner er i dag ved retten i Nykøbing Falster idømt 1 år og 9 måneders fængsel for menneskehandel og en række butikstyverier. Den dømte, der samtidig blev udvist for bestandig, ankede dommen på stedet.
Retten lagde til grund, at den dømte havde menneskehandlet en rumænsk mand, idet den dømte havde fået manden til at komme til Danmark i den tro, at han skulle arbejde i Danmark. Efter ankomsten blev manden dog i stedet truet af den domfældte til at begå en række butikstyverier. Den tilrejsende mand blev anholdt i forbindelse med et butikstyveri ca. en uge efter ankomsten til Danmark.
To andre tiltalte, en 62-årig herboende kvinde af dansk herkomst og en 34-årig herboende rumæner, blev frifundet for menneskehandel.
De var tiltalt for bl.a. at have huset den menneskehandlede mand. Kvinden blev idømt 6 måneders fængsel for butikstyverier, mens den 34-årige, ligeledes for butikstyverier, blev idømt 8 måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i 6 år.
De modtog begge dommen.
Samtlige butikstyverier blev som følge af tyveriernes antal og det organiserede præg henført til den skærpede strafferamme om tyverier af særlig grov beskaffenhed.
– Det er ofte svært at løfte bevisbyrden i disse sager, så jeg er meget tilfreds med, at retten har fundet grundlag for at dømme en af de tiltalte for menneskehandel i denne sag. Dommen i dag er et rigtig fint resultat af en omfattende og grundig efterforskning foretaget af efterforskningsafdelingen hos Udlændingekontrolafdelingen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger mødende anklager Anne Marie Fink.