HELSINGØR: Det er ukendt hvorfor en 37-årig kvinde så sig så gal på en 20-årig kvinde, at hun angreb den 20-årige og gav hende et par på tuden i Helsingørs natteliv.
Det var natten til i dag, lørdag, at der omkring kl. 01.00 udbrød slagsmål mellem to kvindelige gæster på diskotek ‘Manhattan’.På en eller anden måde havde den 20-årige kvinde fået generet den 37-årige kvinde så meget, at den 17 år ældre gæst gik til korporligheder mod den unge kvinde.
Den 20-årige kvinde fik et ordentligt slag i baghovedet, hvorefter hun blev revet rundt i håret af sin angriber.
Den voldelige 37-årige kvinde er fra Ålsgårde, og hun blev anholdt kort efter af politiet som tog hende med.
Hidsigproppen blev en lille time senere atter sat på fri fod, hun vil formentlig indkassere en karantæne fra ‘Manhattan’ da der er nultolerance overfor vold i Helsingørs natteliv.