På en helt almindelig formiddag havde Nordsjællands Politi stillet sig ud ved Kongevejen i Virum for at foretage fartkontrol af passerende bilister – og det viste sig desværre at være en rigtig god idé.
I løbet af de fem timer politiet var der, måtte betjentene udskrive ikke mindre end 396 bøder til bilister med en tung højre fod, 18 bilister præsterede at køre så stærkt, at de fik et klip i kørekortet.
Nordsjællands Politi havde ellers på forhånd annonceret at der netop ville være fartkontrol på Kongevejen – alligevel røg næsten 400 bilister i fartfælden.
”Der er en grund til, at vi har fartgrænser på vores veje. Alene på Kongevejen i Rudersdal har vi fx indenfor de sidste fire år haft 24 trafikuheld, hvoraf tre var alvorlige. Så få nu den fart ned – og husk, at du aldrig kører alene, fastslår Vicepolitiinspektør John Jensen fra Nordsjællands Politi.