Mandag eftermiddag kl. 16.57 fik politiet via alarm 112 melding om et voldsomt færdselsuheld i krydset Tinghulevej – Gl. Nykøbingvej i Højby Sj. Flere ambulancer, en akutlægebil samt lægehelikopteren var blevet sendt til uheldsstedet.
Politiet var fremme få minutter efter anmeldelsen og ydede sammen med redningspersonalet førstehjælp til tre personer i den involverede personbil og en fører i en større varebil.
Uheldsstedet blev med hjælp fra tilkaldte skiltevogne afspærret under redningsarbejdet, ligesom politiet orienterede Trafikradioen og Movia om afspærring af vejene i det firebenede vejkryds.
En 36-årig mand fra Nykøbing Sj., der havde været fører af varebilen, blev bragt til skadestuen til kontrol for eventuel tilskadekomst som følge af uheldet. Hans varebil, der havde skader i fronten, var standset liggende på siden og delvist i en vejgrøft.
Den 36-årige blev skønnet chokeret, men ikke påvirket af alkohol efter en alkometertest.
En 41-årig mand fra Ishøj blev reddet ud fra førersædet i personbilen og efterfølgende i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt til undersøgelse og behandling efter alvorlig tilskadekomst som følge af påkørslen. Rutinemæssigt blev der udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af enten alkohol eller euforiserende stoffer under kørslen.
Hans personbil havde kraftige skader på hele sin venstre side og holdt på vejen i krydsets sydvestlige hjørne.
En 42-årig kvindelig passager fra Ishøj blev reddet ud fra forsædet i personbilen og også kørt til kontrol på skadestuen for eventuelle behandlingskrævende skader.
En 49-årig mand fra Ishøj havde siddet som passager på bagsædet i personbilen. Han var også kommet alvorligt til skade som følge af påkørslen, og trods intensiv førstehjælp lykkedes det ikke sundhedspersonalet at redde hans liv, så en læge måtte erklære ham for afgået ved døden på uheldsstedet, inden han blev bragt til et sygehus. Hans pårørende er blevet underrettet.
En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedet for at undersøge både uheldsstedet og de implicerede køretøjer.
Kl. ca. 19.15 kunne politiet åbne for trafikken ad Gl. Nykøbingvej i begge retninger samt ad Tinghulevej i østlig retning.
Den foreløbige konklusion efter bilinspektørens undersøgelser og afhøringer var, at den 41-årige som fører af personbilen var kørt ad Gl. Nykøbingvej mod syd og videre i sydlig retning frem over vejens stoplinje, så han under passage af Tinghulevej blev ramt i venstre side af den 36-årige, som førte varebilen i vestlig retning ad Tinghulevej.
Rednings- og oprydningsarbejdet var afsluttet kort før kl. 21.00, så trafikken ad begge veje kunne normaliseres.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet og afventer nu erklæringer fra både den udtagne blodprøve af den 41-årige samt efter bilinspektørens undersøgelser, før politiet kan træffe en afgørelse om sagens videre forløb.