FUGLEBJERG: En 31-årig kvinde blev overfaldet af en 20-årig mand efter en hård opbremsning, da et rådyr løb ud på vejen.
En 31-årig kvinde fra Næstved kørte lørdag klokken 19.55 på Næstved Landevej, da et rådyr løb over vejen, så hun måtte bremse hårdt op.
Opbremsningen provokerede tilsyneladende førerne af to biler, som kørte bagved.
De to biler overhalede nemlig efterfølgende den 31-årige kvindes bil, kørte ind foran hende og bremsede op så de blokerede vejen.
Kvinden kunne dog køre uden om bilerne og fortsatte, men de to biler overhalede igen hendes bil og standsede hende igen ved at bremse op foran hende og blokere vejbanen.
Føreren af den ene bil, identificeret som en 20-årig mand fra Ringsted, sprang nu ud af sin bil, råbte og skreg mens han slog løs på kvindens bil hvor han til sidst sluttede af med at tyre en ølflaske ned i fronthjelmen på den 31-årige kvindes bil.
Den 20-årige er blevet anholdt, og er nu sigtet for hærværk, trussel på livet og vanvidskørsel.
Hvad er vanvidskørsel?
Ifølge færdsels- og straffeloven er det vanvidskørsel hvis man:
Kører med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
Kører med en hastighed på 200 km/t. eller derover
Kører Spirituskørsel med en promille over 2,00
Det er dog også vanvidskørsel, hvis man:
Udviser særlig hensynsløs kørsel – det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej
Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed – det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt