Københavns Politi har onsdag anholdt og sigtet to mænd på 25 og 27 år for svindel mod ældre kvinder i hele landet. Den 25-årige fremstilles i grundlovsforhør i dag. Anholdelserne sker som en koordineret aktion med andre politikredse.
En 25-årig mand og en 27-årig mand, som begge bor i Københavnsområdet, blev i går anholdt og sigtet for en række tilfælde af groft bedrageri mod ældre kvinder i 2023.
De to anholdte er sigtet for at have ringet til ældre danske kvinder – fx med fornavnene Inge, Bente og Birthe – og præsenteret sig som Adam eller Jens Hansen, mens de har udgivet sig for at være fra kvindernes bank eller fra NETS. De mistænkte er sigtet for at have vildledt kvinderne til at tro, at deres konto eller betalingskort var blevet misbrugt, eller at deres konto var blevet hacket. Herefter har ’en medarbejder’ afhentet betalingskort samt tilhørende kode hjemme hos de ældre.
I enkelte tilfælde er det også lykkedes at manipulere de forurettede til at udlevere andre værdigenstande, såsom kontanter eller smykker under påskud af, at banken ville opbevare dem i en bankboks.
Den 27-årige sigtes for to forhold af bedrageri for 17.000 kroner mod ældre i København. Den 25-årige sigtes for syv forhold af bedrageri for 145.000 kroner mod ældre på Sjælland og Fyn, og han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag med anmodning om varetægtsfængsling.
Københavns Politi har samarbejdet med flere andre kredse, som også har anholdt flere mistænkte, som sigtes for kriminalitet med samme modus.
”Vi slår hårdt ned på denne kyniske kriminalitet, hvor man går målrettet efter sagesløse ældre kvinder. Denne gang er det i et tæt og godt samarbejde med kollegaer rundt i landet. Nu fortsætter vores efterforskning, hvor vi blandt andet skal til bunds i, om der er en sammenhæng mellem vores sager,” siger vicepolitiinspektør Peter Høholt.
Fyns Politi anholdt i går fire personer, som sigtes for groft bedrageri af ældre kvinder.
Nordjyllands Politi har den 26. maj varetægtsfængslet en 34-årig mand, og de har tirsdag anholdt en 30-årig mand.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt den 1. juni seks personer for tilsvarende kriminalitet.
Undgå at blive snydt
Udlever aldrig dine kort og oplysninger til fremmede
Udlever aldrig dine koder
Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
Hvis det er gået galt, så er det vigtigt at anmelde til politiet