Østjyllands Politi søger vidner og videoovervågning i forbindelse med flere røverier og tasketyverier begået i Aarhus Kommune.
Østjyllands Politi efterforsker seks tilfælde af røverier og tasketyverier begået i Aarhus Kommune i perioden mellem den 6. oktober og den 17. oktober og søger i den forbindelse vidner samt evt. video fra gerningsstederne.
Gerningspersonerne er hhv. en kvinde og en mand, som menes at have relation til en mindre hvid bil, muligvis en VW Up, der er benyttet som flugtkøretøj.
Alle seks forhold er begået mod ældre kvinder, som på gerningstidspunktet har befundet sig gående på offentlig vej. I alle tilfælde er kvinderne blevet frarøvet deres taske eller pung og i flere tilfælde er kvinderne blevet væltet omkuld. Gerningspersonerne er herefter løbet fra stedet og set flygte i en hvid bil.
Der er tale om både en mandlig og en kvindelig gerningsperson, og røverierne er foregået over et spredt geografisk område. Politiet undersøger, som led i efterforskningen, om der er sammenhæng mellem røverierne.
De seks røverier er foregået på følgende datoer og lokationer:
6. oktober kl. 12.55, ud for Skejbygårdsvej nr. 5 i Risskov
7. oktober kl. 12.25, ud for Torvevænget 1 i Tranbjerg
9. oktober kl. 14.00 ud for Vistoftvej 36B i Sabro
10. oktober kl. 10.23 ud for Snebærvej 27 i Højbjerg
16. oktober kl. 10.35 ud for Finsensgade 60 i Aarhus N
17. oktober kl. 11.20 ud for Fyrkatvej 10 i Aarhus N
”Det er naturligvis en fuldstændig uacceptabel adfærd at overfalde ældre borgere og selvsagt noget, vi efterforsker og tager meget alvorligt,” udtaler politikommissær Nicholas Spence Cully.
Østjyllands Politi anmoder alle, der har befundet sig ved gerningsstederne på de pågældende tidspunkter om at kontakte politiet, hvis man har set noget, der kan have relation til sagen eller den hvide bil. Ligeledes anmoder politiet alle, der kan have video-materiale fra gerningsstederne fra privat overvågning eller kamera i biler, om at kontakte politiet på tlf. 114.