Lørdag kl.12.31 anmeldte personalet i en legetøjsbutik på Ahlgade i Holbæk, at en mand og kvinde netop havde forladt butikken med to æsker med Pokemon-kort, som de ikke havde betalt for.
De to mistænkte var gået ad Ahlgade mod vest og herefter videre ad Valdemar Sejrsvej mod syd, men var forsvundet i området ved togstationen.
Politiet optog en anmeldelse om butikstyveri af de to æsker med Pokemon-kort til en samlet værdi af mere end 1.700 kr.
De mistænkte blev beskrevet som: mand, 40-50 år, lys i huden, 175-185 cm høj, kraftig af bygning, iført grå/blåstribet hue, sort jakke, mørke joggingbukser, hvide sko og medbringende sort plastpose, hvori de to Pokemon-æsker blev lagt; og kvinde, 35-45 år, lys i huden, almindelig af bygning, sort mellemlangt hår, iført sort jakke, sorte bukser og sorte sko.
Begge talte dansk under opholdet i butikken, hvor de skabte forvirring ved at flytte rundt på forskellige varer.
Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få de to mistænkte identificeret og vil i den forbindelse gøre brug af videoovervågningen i forretningen.