Lige midt i gågaden i Helsinge finder man en mindre trafikorienteret plads for både børn og forældre. Her får børnene hurtigt kørt sig selv trætte, både fysisk og mentalt. Trafiklegepladsen er perfekt til at lære børn om trafikken på en sikker og sjov måde.
Bilerne som før hen har været placeret ved indgangen til VP Arkaden, har fået pustet nyt liv i sig.
Bilerne på pladsen er fremstillet af træ og lavet til at ligne diverse forskellige køretøjer. På pladsen finder man bl.a. en bus, en brandbil, en lastbil og en militærbil. Der er rig mulighed for at fantasien kan løbe løbsk. Om så man er en brandmand i udrykning, soldat på mission, eller lastbilchauffør på en lang tur i hårdt terræn, så er der plads til det.
Der er flere forskellige interaktive legemuligheder på pladsen, som samtidig giver børnene læring. Der er bl.a. storytelleren, trafikbedste, som både gennem fortælling og leg informerer om, hvordan man færdes sikkert i trafikken.
Hvis man lytter godt efter kan man bruge trafikbedstes informationer til at vinde over sine venner, søskende eller forældre i trafikspillene på pladsen.
I trafikhjulet kan man ved at dreje det rundt generere strøm, som kan bruges til enten at afspille børnesange eller lade sin telefon op.