Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag modtaget en anmeldelse af et røverisk overfald, hvor en 23-årig mand er blevet overfaldet af tre gerningsmænd på et grønt område i Agerskov.
Den 23-årige blev slået og truet til at hæve kontanter, som han afleverede til gerningsmændene.
Pengene blev blandt andet hævet i en pengeautomat i Ribe.
Politiet vil gerne tale med et muligt vidne; en cyklist, der passerede Ribe Svømmebad natten mellem onsdag og torsdag mellem klokken 00.00 og 01.00. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Politiet efterforsker sagen og har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer.