Under kølerhjelm, i bæltetasken, i en falsk brandslukker eller… ja – betjentene fra Østjyllands Politi er ganske godt vant til at skulle kigge tingene grundigt efter, når de har en formodet mistanke om, at en person forsøger at skjule narko – og tirsdag aften var ingen undtagelse.
På parkeringspladsen ved Mega Syd på Ringvej Syd i Viby J foretog en patrulje tirsdag aften kl. 22.59 ransagning af et køretøj, da politiet mistænkte, at en 20-årig mand var i besiddelse af narko, som han forsøgte at gemme fra ordensmagten.
Under ransagningen af mandens køretøj fandt politiet en deodorant, som på lige fod med en lang række øvrige genstande blev undersøgt nøje. Og det viste sig heldigvis at være en god idé.
I deodoranten lå der nemlig gemt et par salgsposer med kokain, og den 20-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, mens politinæsen endnu en gang viste sig at være velduftende.
Poserne med kokain blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.