To personer er natten til lørdag blevet ramt af knivstik på Kanalvejen, udfor Kanalkroen, i Gilleleje. Politi og ambulancer blev alarmeret omkring kl. 03.25 via 1-1-2.
De to sårede blev stukket i ryggen og den ene arm, oplyser Thomas Ratzlaff, vagtchef hos Nordsjællands Politi.
De to sårede personer blev med ambulance kørt til hospitalet og er begge meldt uden for livsfare.
Politiet var massivt til stede resten af natten på gerningsstedet, hvor der bla. blev afhørt en række vidner, sikret videoovervågning og foretaget undersøgelser af stedet.
Politiet har et godt signalement af gerningsmændene bag knivstikkeriet, men på nuværende tidspunkt holder politiet det for sig selv af hensyn til efterforskningen.