ALME/GRÆSTED: I Alme, lidt uden for Græsted, har Adam i mange år siddet på en bænk. I al slags vejr, har han hilst på forbipasserende. Men i weekenden tog han på tur med tre unge fyre.
Adam fra Alme har i mange år siddet troligt på sin faste plads foran sin adresse i Alme, lidt uden for Græsted.
I al slags vejr, har han hilst på forbipasserende, og endda også forskrækket nogle.
Men i weekenden havde Adam fået nok af at sidde foran huset.
‘Han er ikke mere. Adam er gået bort’, skriver Folke i et opslag på Facebook.
Folke fortæller at kl. 03 natten til søndag, fik Adam besøg af tre ungersvende, hvor de alle fire havde en højlydt samtale.
Og noget må de have aftalt, for da Folke og hans hustru havde fået tøj på, havde Adam fået en plads i bilen, og kørte væk med de tre unge fyre.
Dog havde Adam mistet en arm i processen.
Med til historien hører, at Adam er en mannequindukke.
På tur uden arm
Adam kom til Alme fra det tidligere Lauritz.com, og har siden haft sin faste plads foran Folkes hus.
Folke skriver i opslaget, at han ønsker Adam lykke til på sin videre færd, dog er han ked af at Adam nu kun har en arm. Så de tre unge fyre er velkomne til at komme forbi og genforene armen med Adam.
Folke accepterer nemlig at Adam gerne vil videre, og han har selv som ung kommet hjem fra byture med souvenirs.
Folkes opslag vakte interesse i Facebookgruppen, hvor han delte sin afsked med Adam.
Flere skriver i kommentarfeltet, at de kender til Adam. De vil savne ham, og håber på at han finder hjem igen.
Adam var taget til Esrum
Afskedsopslaget skulle vise sig at hjælpe Adam med at komme hjem igen.
For den unge rytter, Nynne, var ude og ride en tur. Hun kom forbi Tingbakkeskolen i Esrum. Og der sad Adam – uden den ene arm.
Nynne skyndte sig at skrive til Folke, at ‘Adam var blevet lidt træt, så han sad foran Tingbakkeskolen og hvilede sig’.
Folke og hans hustru skyndte sig ud til skolen, for at hente Adam hjem igen.
Tavs som graven
Men, ifølge Folke, vil Adam vil ikke fortælle om nattens eskapader.
‘Han ligner en der har været til indkitnings fest, med kit i hele hovedet og en brækket finger, der humant har fået sig et plaster. Ingen tvivl om at Adam virkeligt har oplevet noget. Det har været en fest at blive bortført’, skriver Folke.
Adam har tilsyneladende hygget sig på sin tur, og Nynne, hendes datter og Folkes hustru, Ingerid Nini, fik lokket et lille smil frem på Adam. Desværre var øjeblikket så flygtigt at Folke ikke nåede at dokumentere det, skriver han yderligere.
Smil eller ej, Adam og Folke er meget taknemmelige for at blive genforenet. Og Adam er nu tilbage på sin bænk foran huset.