Luthersk Mission inviterer igen i år til den traditionsrige ’De Ni Læsninger’.
Den særlige tradition under navnet ”De Ni Læsninger” indleder december måned i Luthersk Mission i Gilleleje. Det foregår søndag den 1. december kl. 16.00 og akkompagneres af musik, sang ved en kvartet, fællessang og så selvfølgelig læsninger af de gamle tekster, der netop lukker op til adventens ”skønne morgenrøde”, som det hedder i en af denne tids salmer.
“Programmet er sat sammen af tidligere organist ved Roskilde Domkirke, Finn Evald, som i et samarbejde med fire dygtige sangere sikrer et både dybt og smukt arrangement. Mellem læsninger synges der således julemusik af kvartetten, med kendte satser fra den europæiske tradition af julesange. Det interessante gamle orgel er også i spil, både alene og sammen med kvartetten”, lyder det i oplægget.
Tradition fra 1. verdenskrig
Traditionen med ”De Ni Læsninger” er en stærk tradition fra 1. Verdenskrig i England. Den blev påbegyndt af feltpræsten Eric Milner-White i 1918, der ønskede at bringe trøst og håb til de soldater, som oplevede stor nød og sorg i krigen. Han ønskede at genskabe forbindelsen til religionen, som mange mennesker havde mistet under den grufulde krig. Derfor valgte han at præsentere teksternes historie om syndefaldet, Guds udvælgelse og frelse gennem en række læsninger.
Arrangementet foregår i ”Luthen” på Vesterbrogade 22 i Gilleleje. Det er gratis. Alle interesserede er meget velkomne! Der serveres kaffe og kage fra kl. 15.30-16.00 – inden ”De Ni Læsninger”.