Politi, banker, kommunen eller andre myndigheder vil aldrig bede om dine kontooplysninger og pinkoder – desværre lod et ældre ægtepar sig overtale.
Et ægtepar fra Horslunde blev i tirsdags ringet op af en mand, som fortalte, han arbejdede med økonomisk kriminalitet i Københavns Politi, og han spurgte efter oplysninger om parrets konti og deres MitID.
Hjælpsomt svarede de på hans spørgsmål, men dagen efter kunne de konstatere, at der var flyttet penge fra deres bankkonti.
Hvis man bliver kontaktet af nogen, der udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed, uanset om det er politiet, kommunen eller andre, vil man aldrig blive afkrævet oplysninger om kortnumre, pin-koder eller MitID. Politiet opfordrer til, at man afbryder samtalen og enten laver et kontrolopkald til den pågældende myndigheds hovedtelefonnummer eller kontakter politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.