En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest kørte tirsdag kl. 14.06 bag en bil, da patruljebilens automatiske nummerpladescanner (ANPG) gav besked om, at personbilens ejer var frakendt førerretten.
Betjentene vinkede køretøjet ind til siden, og bag rattet sad den 31-årige mand, der ejer bilen, og som altså ikke kunne præsentere et kørekort.
Han virkede desuden påvirket af stoffer, og derfor blev han anholdt og sigtet for kørsel uden førerret og narkokørsel.
Det lugtede af hash fra bilen, og under en ransagning fandt betjentene ud af hvorfor. I midterkonsollen lå der nemlig en mindre mængde hash, og i handskerummet lå der en joint.
Det var dog ikke det eneste ulovlige i bilen.
Under det ene sæde lå der en pose med flere blisterpakker med flere hundrede tramadoltabletter i. På grund af mængden af tramadoler blev den 31-årige sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.