Et bosted på Ny Mårumvej i Mårum ved Græsted slog onsdag kl. 17.05 alarm til 1-1-2 om ildløs i en bålhytte på stedet. Kort efter rykkede brandkøretøjerne ud fra Gribskov Beredskabs brandstation på Frederiksborgvej i Helsinge.
Det brændte voldsomt i selve bålhytten, en brændestak og lidt bevoksning omkring bålhytten da brandkøretøjerne nåede frem til adressen.
Brandfolkene angreb ilden med to højtryksslanger, og indenfor de første 15 minutter var ilden fuldstændig under kontrol og slukket. Tilbage stod dog den langvarige efterslukning hvor mandskabet skulle sikre sig at der ikke lå nogen gløder tilbage på stedet.
Til sidst blev der lagt skum ud over stedet, så alle gløder med sikkerhed var kvalt.
Branden havde efterladt bålhytten med store skader, og der skal foretages et større reparationsarbejde før den igen vil kunne bruges.
Nordsjællands Politis indsatsleder kunne på stedet oplyse at brandteknikere skulle undersøge branden nærmere, da det ikke stod klart hvordan ilden var opstået udenfor bålstedet.
Bålhytten havde nogle timer tidligere været benyttet – som så ofte før – og intet tydede på at nogen havde gjort noget forkert.
Umiddelbart er mistanken at det er gløder som er landet et uheldigt sted, og fået sat ild til selve hytten og brændestakken – men om den mistanke holder vand er det nu op til brandteknikerne at opklare.