Vi glæder os til igen at kunne byde jer på en helt særlig koncertoplevelse med en landets helt store sangskrivere og artister, når Mads Langer til december lægger vejen forbi Helsingør og Kulturværftet. I begyndelsen af sin karriere blev han beskrevet som en moderne troubadour, og det løber i hans blod at være ude at fortælle sine historier ansigt til ansigt med sit publikum. Dermed har det også været meget specielt for sangeren at være væk fra scenerne de seneste år.
“Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at komme tilbage, med de mest personlige sange, jeg har skrevet i hele min karriere. Jeg kommer udelukkende til at spille danske sange. Alting kommer tættere på, når det er på dansk, og jeg glæder mig til at møde mit publikum, med sange der står mit hjerte meget nært, når jeg drager ud igen”, fortæller Mads Langer.
Overskriften for koncerten er at samles om sange, der fortæller historier fra det virkelige liv. Det er uden filter, i et hudløst ærligt, intimt og musikalsk rum.
Nyt album ude
Efter en længere pause vender Mads Langer tilbage med ny musik på dansk. Nummeret Lejlighed På 5. Sal er første spadestik til hans første dansksprogede album nogensinde. Albummet udkommer i efteråret 2024.
Mads Langer forklarer, at han efter mange år i rampelyset havde brug for at trække stikket, tage alle de mange store oplevelser igennem hans karriere ind og på samme tid øve sig på at leve et liv, der ikke hele tiden er i overhalingsbanen.
“Det bedste der nogensinde er sket for mig, er at blive far, men det er også et endegyldigt farvel til det frie ungdomsliv, hvor man kan gøre, hvad man vil. Og det føles godt, fordi min datter har vist mig, at det er i hverdagens små øjeblikke, at nøglen til indre ro findes for mig. Samtidig er det også blevet meget klart for mig, at det er i Danmark, jeg hører til, og at det er i Danmark jeg vil være sammen med min datter”, uddyber Mads.
Dato: Fredag 6. december 2024
Tid: kl. 20.00
Pris: 330 kr.
Sted: Kulturværftet – Find vej
Døre: kl. 19.00
Varighed: Ca. 2 timer
Placering: Ståpladser