DEBATINDLÆG: Der har den seneste tid været en debat om procedurer i byrådet. Hvem der kan bringe sager fra udvalg op i hele byrådet. Den underliggende problemstilling er mangt mere principiel og interessant.
Spørgsmålet er nemlig om enkeltpersoner med mange penge skal kunne diktere byudviklingen i Gilleleje?
Striden er opstået omkring huset “Børnenes Lykke” på hjørnet af Svend Henriksensvej og Fejlbergsvej. En ny ejer ønsker at rive huset ned. Museum Nordsjælland siger at huset er bevaringsværdigt.
Personligt mener jeg ikke det skal rives ned. Det er en del af Gillelejes KULTURARV. Den mangeårige nu næsten glemte digter og prominente sommergæst i Gilleleje Anders W. Holm har dedikeret et digt til huset. Han har i øvrigt en vej opkaldt efter sig i byen.
For et par år siden gav byrådet tilladelse til at huset Svend Henriksensvej 2 blev revet ned. Det var også en del af Gillelejes kulturarv. Her boede Svend Henriksen, som vejen er opkaldt efter. Han fik fantastisk indflydelse på byen omkring 1900, da han var hovedmanden bag indførelsen af Luthersk Mission i Gilleleje og dermed prægede byen med et livsindhold, som var en medvirkende årsag til at over 1500 jøder i 1943 blev reddet til Sverige.
Hans hus var et typisk 1800års hus. Nu står der i stedet for det mere beskedne hus et monstrum formentlig bygget af Huskompagniet, uden finesser og med kolde facader. Det har ændret også miljøet omkring torvet.
Gilleleje består firkantet sagt af tre “bydele”. Den gamle by øst for Kanalen med rødder tilbage til Middelalderen, den nyere bydel på strandsletten vest for Kanalen (Vesterbrogadeområdet) fra lige efter 1900 og så de mange parcelhuse opført på det gamle landbrugsland på områderne over strandsletterne.
En stor del af Gillelejes charme stammer fra de små enheder i de to ældste bebyggelser. Små huse tilpasset menneskene. Området omkring Vesterbrogade er under hårdt pres for at blive overbebygget koldt og kønsløst. Ucharmerende.
Udvikling kalder mange det. Men reelt er der tale om tab af kulturhistorien og dermed af vore rødder. Og hvad får vi stedet? Kønsløse ensartede byer.
Jeg kan ikke forstå hvorfor man vil flytte til en by for så straks at ødelægge miljøet med nybyggerier. Udvikling og menneskeligt miljø skabes gennem bevaring og nænsomhed overfor en bys sjæl.
Gilleleje er ikke ødelagt endnu, men stærke kræfter arbejder for at forfladige bymassen i udviklingens tegn. Men som regel handler det om kortsigtet profit.
I stedet for at tænke på procedurer burde byrådet se på bevaring af kulturmiljøer. Laver vi alt om mister byen sin sjæl til skade for både fastboende og turister.
Dette debatindlæg er indsendt af:
Lars Thomsen
Østre Alle 35 B, Gilleleje