Nyt samarbejde mellem Københavns Kommune og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade skal sikre, at børn, der lider af tvangsoverspisning, får behandling for deres spiseforstyrrelse i stedet for redskaber til at tabe sig.

Forestil dig Magnus på 12 år. Han bliver mobbet, han føler sig ensom, og han har fået at vide, at han vejer for meget. Han er på kur. Det gør ham sulten, og det driver ham ud i køkkenet, hvor han i hemmelighed spiser, til det gør ondt. Uden nogen ved det, har mobning, lavt selvværd og fokus på mad lagt fundamentet for en spiseforstyrrelse.

Typisk vil børn som Magnus blive sendt til diætist, så de kan tabe sig. Men for et barn med tvangsoverspisning – også kaldet ’binge eating disorder’ eller blot BED – vil en indsats med fokus på vægt og motion i bedste fald ikke have nogen effekt og i værste fald forværre spiseforstyrrelsen. Alligevel findes der i dag ikke nogen offentlige tilbud til børn med tvangsoverspisning.

Det har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Københavns Kommune sat sig for at ændre på. Med støtte fra VELUX FONDEN vil de i fællesskab udvikle et screeningsværktøj og en behandlingsmetode, der kan hjælpe børn som Magnus. Samtidig vil voksne omkring børnene få støtte og vejledning, så de kan hjælpe børnene med at forebygge tilbagefald.

Jo tidligere behandling, jo større chance for et liv uden en spiseforstyrrelse
”Vi ved, at børn, der lider af tvangsoverspisning, blandt andet har et mere negativt selvbillede, lavere selvværd, er mere overvægtige og er i dårligere trivsel end deres jævnaldrende. Undersøgelser tyder endda på, at børn med tvangsoverspisning oftere har selvmordstanker og symptomer på angst og depression. Der er derfor tale om en alvorlig og invaliderende spiseforstyrrelse,” siger Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Hun tilføjer:

”Målet med projektet er, at børnene skal kunne leve et liv i trivsel med skole, venner og fritidsinteresser på lige fod med andre børn. Jo tidligere børnene får den rigtige hjælp, jo større er chancen for, at de kommer helt af med lidelsen.”

”Mange børn og unge døjer med overvægt i en grad, som er behandlingskrævende, og dem hjælper vi allerede med god succes i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Men vi skal blive bedre til at spotte de børn, som også har en bagvedliggende spiseforstyrrelse. Ellers får vi ikke hjulpet dem godt nok. Jeg håber, at vi med projektet får udviklet de redskaber, der er brug for, så de børn, som risikerer alvorlig mistrivsel på grund af en spiseforstyrrelse, får den rigtige hjælp,” siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF).

Femårige med symptomer på tvangsoverspisning
Sundhedsstyrelsen anslår, at op mod 50.000 voksne danskere lider af BED. I et nyt studie rapporterer 3,6 % af danske 16-årige piger og 1,2 % af 16-årige drenge selv symptomer, der svarer til BED. Der findes ingen tal for, hvor mange børn, der har BED, men nyere undersøgelser viser, at de første symptomer på BED for mange starter allerede i barndommen.

Blandt 173 voksne, som Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har behandlet for BED, husker 68 procent, at deres overspisninger startede, da de var mellem fem og 15 år gamle.

Over de kommende fire år vil 70-80 københavnske børn på 12-18 år og deres familier blive inviteret til at deltage i projektet.

Projektet er støttet af VELUX FONDEN.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?