HELSINGE: Den tidligere bueskyttetræner Tom Heneberg Jensen har fået stadfæstet dommen på et år og tre måneders ubetinget fængsel ved Østre landsret. Han blev kendt skyldig i samtlige forhold.
Dommen blev afsagt i dag, torsdag, kl. 15.00 i Østre Landsret hvor domsafsigelsen blev overværet af en række af forældrene til de krænkede børn.
Dommen var ellers anket af Tom Heneberg Jensen selv til frifindelse, men Østre landsret kendte ham skyldig i samtlige anklagepunkter, hvor han i retten i Helsingør kun blev kendt skyldig i syv anklagepunkter.
D. 22. november 2013 blev Tom Heneberg Jensen kendt skyldig i syv forhold, men retten skulle først måtte vente på en redegørelse fra et særligt udvalg, der bag lukkede døre skulle vurdere, om Tom Heneberg Jensen var egnet til straf – det var han.
Tom Heneberg Jensen blev derfor d. 7. juli 2014 idømt en ubetinget fængselsstraf på et år og tre måneder ved Retten i Helsingør. Han udbad sig dengang betænkningstid omkring anke af dommen, hvilket han endte med at gøre og ankede til frifindelse – men dommen blev derimod stadfæstet.
Alvorlig forbrydelse
Tom Heneberg Jensen blev tilbage i 2012 sigtet for at have forgrebet sig mod i alt syv børn, alle tidligere medlemmer af Helsinge Bueskytte Klub. Sigtelsen kom efter en anmeldelse fra et af børnene, men der skulle gå godt et år, for han i november 2013 efter endt efterforskning blev stillet for retten i Helsingør. Her blev han efter flere vidneudsagn fra hans ofre dømt skyldig i syv forhold, frikendt for et og delvist frikendt for et andet.
Han erkendte to forhold af egen vilje, blandt andet at have befølt en mindreårig dreng og at have sæbet en anden dreng ind, begge under en lejrtur med klubben.
Tom Heneberg Jensen var en kendt skikkelse i foreningslivet i Gribskov Kommune, og blev blandt andet i 2010, før anklagerne blev bragt, hædret af Gribskov Kommune da han sammen med flere af Helsinge Bueskytte Klubs elever og trænere, havde hentet flere mesterskaber til klubben.
/AA