Cykelløb med mangler: Post Cup 2015 afgjort i Helsinge

HELSINGE: Post Cup finalen startede søndag kl. 11.00 i et grumt regnvejr, men i løbet af dagen udviklede vejret sig til et perfekt cykelvejr og de mange deltagere fik trådt effektivt i pedalerne. Mange borgere i byen var ikke impornerede af bla. skiltningen ved cykelløbet.

Årets Post Cup-finale blev søndag afviklet i Helsinge, samtidigt med at et juniorløb, Lindberg Junior Cup, også blev afviklet sideløbende.

Weekendens cykelløb var det sjette løb i Post Cup-serien, og trods en silende regn i starten af løbet så blev det alligevel til en flot finale.

Meget glat asfalt for kørerne
Vestergade blev ensrettet kl. 10.35, blot 25 minutter før starten skulle gå, mens Rundinsvej blev helt afspærret i begge retninger idet opløbsområdet og målet var placeret udfor Gribskov rådhus.

For de øvrige veje som cykelrytterne skulle køre ad, gjaldt at bilerne kunne køre med rytterne rundt, men der var spærret for trafik som kørte modsat cykelrytterne. Dette var specielt nødvendigt på de smalle og snoede veje udad mod Annisse, hvor der allerede inden løbet startede blev advaret om særdeles glatte vejbaner.

Ved politiets kontrolkørsel dagen før var en motorcykelbetjent tæt på at styrte, alene som følge af den glathed som asfalten får når den er våd.

Der var i den grad fart på når rytterne kom kørende ad vestergade, politihjemmeværnet skulle hele tiden holde krydset frit - en ikke specielt nem opgave. (Foto: Allan Andersen)
Der var i den grad fart på når rytterne kom kørende ad vestergade, politihjemmeværnet skulle hele tiden holde krydset frit – en ikke specielt nem opgave (Foto: Allan Andersen)

Dårlig skiltning skabte frustrationer
Skiltningen i forbindelse med cykelløbet var særdeles mangelfuld, og kan bedst beskrives som ikke eksisterende. På selve løbsstrækningen var der opsat små gule skilte i jordhøjde, og ingen bilister havde nogen chance for at bemærke teksten i bla. krydset ved Vestergade – Rundinsvej, og ude i krydset Skovgårdsvej – Vestergade.

Skiltningen på og omkring ruten var slet ikke en Post Cup finale værdig, og en stærkt mangelfulde skiltning gjorde at mange bilister pludselig så sig fanget, og ikke kunne finde ud af Helsinge uden at springe en sikring eller to undervejs – og det gik udover bla. løbets flaggaster, politibetjente og mandskabet fra Politihjemmeværnet.

Flere bilister kan formentlig se frem til en række sigtelser i forbindelse med kørsel gennem afspærringer, især ved  Politihjemmeværnets spærring af Rundinsvej hvor to bilister henholdsvist kl. 10.40 og kl. 15.40 skabte særdeles farlige situationer med deres kørsel.

Post Cup - Helsinge - 2015 cykelløb (4)
Den første time eller to var asfalten uhyggelig glat, men alligevel klarede alle sig gennem løbet, og der skal ikke være sket nogle nævneværdige styrt undervejs. (Foto: Allan Andersen)

Vejret endte perfekt
Efter starten var gået kl. 11.00 varede det blot en lille time med en let regn, før vejrguderne besluttede sig for at se med milde øjne på post Cup’ens sidste løb.

Regnen stoppede, og i løbet af ganske kort tid var asfalten rimeligt tør ligesom det forbedrede vejr fik lokket flere mennesker ud og kigge på mens cyklerne susede forbi i høj fart, tæt fulgt af politiets motorcykelbetjente, Racemarshalls og en række følgevogne. Rundt om på ruten var det således klogt at passe på tæerne når hovedfeltet røg forbi.

Søndagens løb blev domineret af Jesper Aaen fra RIWAL Platform, som i den grad stak af sammen med favoritten Mark Sehested fra TREFOR Blue Water.

Dagens kørsel blev vundet af Jesper Aaen der kom først over målstregen i dagens kørsel, men det var ikke uventet Mark Sehested der endte som den samlede vinder af Post Cup 2015 da løbet sluttede kl. ca. 15.45. Hans holdkammerat Asbjørn Kragh Andersen cyklede afsted med en 2.plads, mens 3.pladsen blev besat af Morten Øllegaard fra RIWAL Platform.

Afviklingen af Post Cup-finalen skete ved et samarbejde mellem Dansk Cykle Union, cykelklubben C.C Hillerød, og Gribskov Kommune.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?