Østjyllands Politi modtog tirsdag aften kl. 18.08 en anmeldelse om, at en borger havde set sin stjålne cykel sat til salg, og at vedkommende nu havde lavet en aftale med sælgeren om at mødes for at ”købe” sin cykel tilbage lidt senere på aftenen.
I den forbindelse inviterede et par betjente fra Østjyllands Politi sig selv med til handlen, for at hjælpe den rette ejer med at få sin stjålne cykel retur og naturligvis også for at få fingrene én af byens kriminelle cykeltyve.
Da den falske ejer lidt senere mødte op på den aftalte adresse med den stjålne cykel, blev han mødt af betjentene fra Østjyllands Politi, som fik ham identificeret som værende en 24-årig mand fra det vestlige Aarhus.
Den 24-årige mand blev anholdt kl. 21.03, sigtet for forsøg på hæleri, og den rette ejer af den cykel, han var i besiddelse af, fik sit tohjulede transportmiddel leveret retur. Cyklen var meldt stjålet fra en adresse i det centrale Aarhus den 5. november i år.
– Husk altid at få noteret dit stelnummer til cyklen. Det skal du nemlig bruge, når du anmelder et cykeltyveri, så vi på et senere tidspunkt også kan identificere dig, hvis vi en dag finder din stjålne cykel. Du kan anmelde et cykeltyveri via 114 eller på vores hjemmeside www.politi.dk, lyder det gode råd fra Østjyllands Politi.