GRIBSKOV: Lars Bregnbak er valgt som spidskandidat – og dermed også borgmesterkandidat, for
Danmarksdemokraterne i Gribskov Kommune til næste års kommunalvalg.
Nu har også Danmarksdemokraterne valgt deres spidskandidat til næste års kommunalvalg.
“Jeg er meget glad for den tillid og opbakning partiet her viser mig ved at vælger mig til at stå i spidsen for et ambitiøst hold af kandidater fra lokalsamfundene, som stiller op for Danmarksdemokraterne i vores kommune”, siger Lars Bregnbak i en udsendt pressemeddelelse.
Han peger på, at partiet vil arbejde for at give mere fokus til de små byer i kommunen.
“[Disse byer] skal have væsentlige mere støtte til at udvikle og fastholde deres unikke muligheder. Dette betyder ikke at vi nedprioriterer Gilleleje og Helsinge, men at vi opjusterer fokus på hele Gribskovs udvikling”, forklarer han i pressemeddelelsen.
Også infrastrukturen skal have et nøk opad, mener han.
“Vi skal gøre vores kommune og dens tilbud så attraktive, at de mange tusinde nye medarbejdere som Hillerøds store erhvervsvækst kan tilføre området, vil få dem til at vælge Gribskov at bosætte sig i. Det kræver, at vi investerer i bedre infrastruktur og ikke mindst den offentlige trafik, og det er vi villige til”, forklarer han.
Det at skabe en attraktiv kommune kræver også at kommunen kan tilbyde gode, billige boliger til børnefamilier.
“Her burde vi allerede have en fordel da vores byggegrunde er billigere end i Hillerød”, konkluderer han.