DEBATINDLÆG: Da jeg er fritaget for digital kommunikation, fik jeg brev om vaccinationer af alle over 65 år. Ringede til Region Hovedstaden, men ventetiden var så lang, at jeg nok som 83-årig ville være død – vaccineret eller ej – inden jeg kom igennem.
Så forsøgte jeg ved hjælp af min computer, som jeg trods synshandicap kan betjene, men der var så mange umulige betjeningsveje og efter 1½ time opgav jeg og nu skriver jeg dette læserbrev, fordi der må være nogen, der kan indse, at dette års ordning er alt for bøvlet.
Jeg ville jo gerne vaccineres – ikke mindst for at undgå risikoen for at smitte andre, men indtil videre tænker jeg, at der må være politisk vilje et eller andet sted, så den bøvlede tilgang til tids- og stedbestilling kan ændres.
Jeg tænke kortvarigt på, om jeg selv er idiot, men efter to længerevarende uddannelse – den ene på universitetet – og arbejde som chef på en institution med 20 ansatte og en omsætning på et to-cifret millionbeløb, droppede jeg den teori. Og tænkte: Så må det være både de idioter, der har valgt årets vaccinationsmodel og de personer, der har udarbejdet tilmeldingssystemet.
Jeg siger på forhånd undskyld til dem, jeg måtte smitte, fordi jeg ikke blev vaccineret og måske får både covid-19 og influenza.
Dette debatindlæg er indsendt af:
Søren Bald
Tibirke Sand