DEBAT: Mere tid til omsorg for ældre i Gribskov

DEBAT: Alt for mange gange oplever de ældre i Gribskov, at de godt kunne have brug for mere menneskelig kontakt med plejepersonalet.

Vi ved, at ældre der får omsorg, også oplever en større livsglæde, og det kan være de helt små ting, der gør den helt store forskel. Noget som er normalt for os andre, f.eks. at kunne tage et glas vand, har faktisk en stor betydning for de ældre, og jo mere vi presser plejepersonalet, jo mindre tid har de til at kunne udføre de helt basale plejeopgaver. Derfor er der et behov for, at vi i Gribskov stopper op og spørger os selv, hvor langt vi vil gå eller hvor lidt vi vil give af omsorg for de ældre borgere i Gribskov.

Hvilken service forventer vi selv at få som ældre. Tid til at kunne komme i bad, når man selv ønsker det. Være sikker på, at plejepersonalet har tid at kunne hente f.eks. et glas vand eller tale med en. At de ikke blot har travlt med at komme videre til den næste borger, med en telefon i hånden, da de samtidig også skal passe akutopkald, om de lige kan tage en borger til.

Det virker som om vi har glemt, at det er mennesker, vi har med at gøre og det hele kommer til at handle om, hvor meget vores plejepersonale kan nå og ikke om ganske almindelig omsorg for vores ældre medborgere.

Mikkel Andersen
Engen 17, Gilleleje.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?