DEBATINDLÆG: Når først vi ændrer kommuneplanen, så lukker vi op for ændringer i lokalplaner. Dette er et faktum.
Så hvad er det der foregår? Hvad er det som administrationens planafdeling lægger op til her? Hvad er det vi politikere er ved at sige ja til?
Udvikling af Gilleleje bymidte:
“Events i bymidten skal fremmes, både enkeltstående udendørs events (som f.eks. byfest og markedsdage). Restauranter og cafeer skal have gode muligheder for at afholde koncerter og lignende. Udgangspunktet er, at bymidten er et sted med liv, mens der kan søges om stilhed og ro uden for bymidten. I forbindelse med lokalplanlægning af Gilleleje Bymidte skal planlægningen åbne op for afholdelse af offentlige arrangementer og events. Det kunne f.eks. være på den runde parkeringsplads ved Alfavej”.
Gilleleje skal ikke laves til Nordsjællands Dyrehavsbakke!
At fremme byens autenticitet, som der også står i forslaget til den strategiske planlægning for bymidter, gøres ikke ved at lave Gilleleje til en stor festplads.
Det er desuden yderst problematisk, at administrationen på planområdet, kan finde på at skrive i en kommuneplan “-at bymidten er et sted med liv, mens der kan søges om stilhed og ro uden for bymidten”- vil det sige at borgerne som bor i Gilleleje stiltiende skal finde sig i, at der fremadrettet skal afholdes flere store events og koncerter, for ellers kan de bare flytte ud af byen?
Dette punkt åbner op for, at Musik i Lejet kan fortsætte i Gilleleje, hvis de ikke kan blive på Tisvildelejes p-plads- ønsker vi det? Man kan jo huske tilbage på 2014 og 2015, hvor der afholdtes Gilleleje festival på netop den runde p-plads ved Alfavej, som blev stoppet efterfølgende da det var for voldsomt for byen.
Udvikling af Helsinge bymidte:
“For at give plads til flere boliger i bymidten, vil Gribskov kommune arbejde for at ubenyttede lokaler og bygninger i bymidten kan omdannes til boliger og fremme byfortætningen”.
Men hov, der står intet om, at dette ikke gælder erhvervslokaler i stueplan?
Det står der i lokalplanen, men den vil efterfølgende være til at ændre.
I Netavisen kan man læse om en udvikler, der er i gang med at opsige sine lejere i Østergade 4-6 i Helsinge, er det fordi udvikler går efter at bygge boliger, når ejendommen har ubenyttede lokaler?
Musik i Lejet er også ved at udtænke plan B. Jeg må sige det er et påfaldende sammentræf. Jeg må også bare sige, at det er ikke at klæde politikerne på til at kunne træffe beslutninger på et ordentligt oplyst grundlag.
Så kan vi selvfølgelig være politisk uenige i udviklingen af vores bymidter, men lige disse to forslag er meget vidtgående og kan få store konsekvenser for Gilleleje og Helsinge bymidter.
Det bliver et stort nej tak herfra.
Dette debatindlæg er forfattet af:
Helle Lund
Byrådsmedlem, Liberal Alliance