Københavns Politi kan nu fremlægge nye oplysninger i drabssagen mod 16-årige Servet Abdija, der blev skudt ned mandag den 16. oktober 2017 ca. kl. 2105 foran sin bopæl i Ragnhildgade 48, 2100 København Ø.
I forsøget på at få flere vidner til at melde sig, offentliggør politiet nu overvågningsvideoer, der er optaget på gerningsdagen den 16. oktober kl. 1608 på Tagensbo Skole, Magistervej 4, 2400 København NV.
– Vi offentliggør nu overvågningsvideoerne, i håbet om, at vidner derved kan husk, om de har set den dræbte på gerningsdagen, siger politikommissær Hans Erik Raben, der leder efterforskningen.
I det hele taget opfordrer politiet fortsat øvrige vidner til at melde sig.
– Vi har frem til nu modtaget 160 henvendelser fra offentligheden, hvilket vi er meget taknemmelige for, men vi har endnu ikke modtaget den ”rigtige” henvendelse – og derfor vil vi gerne have flere, siger Hans Erik Raben.
Afdelingen for Personfarlig Kriminalpoliti arbejder fortsat på højtryk med drabsefterforskningen, men har desværre endnu ikke klarlagt motivet til drabet, og derfor efterforskes der fortsat meget bredt.
Kortlægning af hændelsesforløb
I denne brede efterforskning har politiet søgt at kortlægge hændelsesforløbet den 16. oktober op til drabet. Denne kortlægning bliver nu offentliggjort i forsøget på at nå frem til nye vidner:
Ca. kl. 20.15 – kl. 20.30: Vidner har på gerningsaftenen i tiden ca. kl. 2015 – ca. kl. 2030 bemærket to maskerede mænd stå i buskadset ved fodbold-banen ud ved Haraldsgården.
Ca. kl. 21.00: Nu dræbte, Servet Abdija går ad Haraldsgade mod sin bopæl i Ragnhildsgade. I krydset Haraldsgade / Ragnhildsgade møder han nogle venner, og de hilser kort på hinanden, inden vennerne fortsætter videre ad Haraldsgade i retning mod Krakas Plads. Nu dræbte går herefter op ad Ragnhildsgade i retning mod sin bopæl.
Kort efter kl. 21.00: Ifølge politiets efterforskning så løber 2-3 sortklædte mænd ad stisystemet ud for Ragnhildgade nr. 18, 20 og 22. Kort efter høres flere knald.
kl. 21.05: Servet Abdija dræbes af seks skud foran sin bopæl på Ragnhildgade 48
Kort efter drabet: Flere vidner bemærker kort efter tre sortklædte og maskerede mænd flygte fra gerningsstedet ud for nr. 48 ad stisystemet i gården i retning mod nr. 12. Her løber de tre mænd rundt om husgavlen – videre over Lersø Parkallé og videre over til lokalkørebanen på den modsatte side, hvor de sætter ind i en mørk mellemklasse bil, der herefter kører hurtigt fra stedet.
Det har tidligere været meldt ud, at flugtbilen kørte ad mellemvejen bag Netto i retning mod Studsgaardsgade, efterforskningen har nu klarlagt, at dette ikke var korrekt.
Flugtbilen kører rettelig ad mellemvejen ved boligblokken Studsgaardsgade nr. 23, 21, 19, 17 og 15 og videre frem til Studsgaardsgade, hvor den med stor sandsynlighed svinger til venstre i retning mod Rovsinggade.
Signalement af de formodede gerningsmænd
De tre mørkklædte og maskerede mænd, der af vidner er set, beskrives som:
A: mand, yngre, intet nærmere om alder, almindelig/robust af bygning (havde løst tøj på, så han om muligt synede større end han reelt er), iført sort/mørkt tøj, samt en brun løstsiddende træningsjakke, halsedisse trukket op til lige under øjnene, og hue trukket ned til lige over øjnene.
B: mand, yngre, intet nærmere om alder, mørk/sort i huden, (afrikansk oprindelse), spinkel/almindelig af bygning, iført sort stramt tøj, halsedisse trukket trukket op til lige under øjnene, og hue trukket ned til lige over øjnene.
C: mand, yngre, intet nærmere om alder, iført mørkt/sort tøj, mørke joggingbukser med hvid stribe ned langs siden af benet.
Signalement af flugtbilen
Mørk personbil, mrk. ukendt, formentlig 4-dørs.
Signalement af dræbte på gerningstidspunktet
Ung dreng, 16 år, anden etnisk oprindelse end dansk (født i Danmark – statsborger i Makedonien), lys i huden, almindelig af bygning, 165 cm høj, 65 kg.,
på gerningsdagen/-tidspunktet iført:
– blå jakke mrk. Moncler med hvidt rundt mærke på venstre skulder (ligner en vest
med strikærmer)
– mørkeblå cardigan,
– hvid t-shirt med sorte tværstriber,
– blå jeans med sort bælte,
– sorte kondisko af mrk. Adidas med hvid sål,
– grå handsker,
– mørk kasket med skygge vendende fremad,
– medbragte en skuldertaske.
Oplysninger om sagen kan gives til Københavns Politi på telefon 33 14 14 48, som sidder klar ved telefonerne.