TISVILDE: Kvinder født i 1963 eller tidligere med postnummer i 3220 var inviteret til et informationsmøde, tirsdag d. 12. december, om et nyt fællesskab – Seniorkvinder 60Plus. Og fremmødet var talstærkt.
Drømmen om at omdanne idrætshuset på Tisvilde Bygade til ‘Tisvildehuset’ er ved at blive til en realitet.
En faktorerne som kan hjælpe med at komme et skridt nærmere på ‘Tisvildehuset’ og dermed et hus, som kan rumme aktiviteter og arrangementer til byens borgere, er sunde foreninger bestående af ildsjæle, som er klar til at lægge arbejde i at skabe huset.
Et af fællesskaberne, som er ved at blive dannet i Tisvildehuset er SeniorkvinderPlus. I går, tirsdag d. 12. december, var kvinder født i 1963 eller før og som bor i postnummer 3220, inviteret til informationsmøde.
44 kvinder deltog i mødet. På programmet var både julehygge, julebanko og æbleskiver.
Men kvinderne nøjedes ikke med at hygge og sludre. Det skriver Facebookgruppen Tisvildehuset ud i et opslag.
‘Kæmpe engagement, sprængfyldt med nye ideer og klar til at tage fat’
Tak fordi I mødte op og viste os, vi ikke har taget helt fejl, når vi ønsker LIV I LANDSBYEN’
Redder byens bibliotek
Tidligere på året præsenterede administrationen deres spareplan for Gribskov kommune. Med i spareplanen var Tisvildes folkebibliotek, som dermed stod til at lukke.
Men nu redder Seniorkvinderne biblioteket, idet ni kvinder, på gårsdagens møde, har meldt sig som frivillige til at holde liv i byens lille folkebibliotek, så alle kan låne bøger i fremtiden.
Kvindefællesskabet i Tisvilde er hermed skudt godt i gang, og derfor er Tisvildehuset også tættere på at blive en realitet.
Du kan læse mere om kvindefællesskabet, Seniorkvinder60Plus og Tisvildehuset i Facebookgruppen ‘Tisvildehuset’.