I denne tid kommer motorcyklerne ud på vejene. Forud for sæsonen opfordrer politiet motorcyklisterne til at have øget fokus på deres egen sikkerhed i trafikken.
Årets motorcykelsæson i Syd- og Sønderjylland begynder traditionen tro med motorcykeltræf på Torvet i Esbjerg Skærtorsdag.
Syd- og Sønderjyllands Politis Færdselsafdeling vil igen i år være til stede og gennemføre en indsats med fokus på, om de to-hjulede trafikanter overholder spillereglerne i færdselsloven.
Forud for sæsonen opfordrer politiet desuden motorcyklisterne til at have øget fokus på deres egen sikkerhed i trafikken. For hvert år sker der alvorlige trafikulykker, hvor motorcyklister er involveret.
Gode råd til motorcyklisterne
Overhold hastighedsgrænserne. Dødsulykker med motorcykler skyldes ofte for høj fart, og at andre fejlvurderer, hvor hurtigt du kører.
Hold øje med dine medtrafikanter. Husk, at de kan have svært ved at se dig.
Køb korrekt motorcykeludstyr fra top til tå: Hjelm, handsker, rygskjold, fodtøj og jakke samt bukser, så du er bedre beskyttet i tilfælde af ulykker.
Gør dig synlig med refleksvest og hjelm i pang-farver.
Sørg for, at din køreteknik er i orden. Hvis din rutine er rusten, så tag et køreteknisk kursus.
Gode råd til bilisterne
Vær forberedt og hold ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.
Brug god tid på at orientere dig. Brug spejlene og hold øje med motorcykler, der er langt væk. De kan komme kørende hurtigere, end du tror.
Se dig ekstra for, når du krydser en vej.