DEBATINDLÆG: I den politiske debat bliver ordet “etagebyggeri” ofte brugt som et skræmmebillede af enkelte partier. Men i virkeligheden fortæller termen intet om bygningens højde eller arkitektoniske kvalitet. Det er langt mere komplekst end blot ordet i sig selv – det er landskabet, placeringen og arkitekturen, der afgør, om en bebyggelse bliver en succes.
Derfor mener jeg at det er vigtigt at tage en åben og konstruktiv diskussion om, hvordan vi kan skabe et varieret udbud af boliger, som med forskellig højde og god arkitektur kan understøtte den rette bosættelsesstrategi for vores kommune.
Jeg mener det er vigtigt at vi finder en strategi for fremtidens bosætning, således vi kan imødekomme borgernes behov og ønsker må vi finde løsninger, der gør det muligt for dem at blive i deres lokalsamfund. Hvis vi ønsker at bevare vores skønne natur samtidig med, at vi sikrer vækst i indbyggertallet, er det nødvendigt at skabe rotation mellem forskellige boligformer. Dette handler ikke blot om at bygge nye huse, men om at skabe sammenhængende muligheder for alle faser i livet – fra ungdom til alderdom.
Mange kommuner har allerede et solidt udbud af parcelhuse, men det, vi mangler, er alternative boligformer, der giver borgerne mulighed for at kapitalisere på deres investeringer i egen bolig uden at forlade kommunen. Det kunne være velbeliggende og gennemtænkte lejligheder, rækkehuse eller seniorboliger, der tilbyder noget andet end det klassiske parcelhus.
For mig hænger natur, vækst og livskvalitet sammen.
For at opnå den rette balance mellem vækst og bevarelse af naturen kræver det en strategisk planlægning af, hvor og hvordan vi bygger. Boliger med variabel højde og æstetisk tiltalende arkitektur kan integreres harmonisk i det eksisterende landskab eksempelvis BIG byggeri på AArhuset på Aarhus havn. Vi skal blot stille krav og dette skal gøres med omtanke. Her er det vigtigt, at arkitekterne og planlæggerne arbejder tæt sammen med borgerne for at skabe løsninger, der både er bæredygtige og tidssvarende.
Vi bør se på, hvordan vi skaber attraktive boliger, der understøtter et liv i lokalområdet og samtidig giver borgerne fleksibilitet i deres boligvalg. Ved at sikre rotation mellem boligtyper kan vi opfylde behovene hos både nye tilflyttere og de borgere, der ønsker at blive boende i kommunen gennem hele livet.
For mig skal der lyde et kald til handling i Gribskov kommune.
Den politiske debat bør fokusere på løsninger frem for skræmmebilleder. Vi har brug for en åben og konstruktiv dialog om, hvordan vi udvikler vores kommune på en måde, der tilgodeser både vækst og livskvalitet. Lad os diskutere, hvordan vi kan skabe en balance mellem natur, arkitektur og beboernes behov – og dermed sikre en bæredygtig fremtid for vores lokalsamfund.
Tonny N. Jensen
Byrådskandidat Socialdemokratiet i Gribskov.