Færre iværksættere starter virksomhed i Gribskov

GRIBSKOV: Iværksættertrangen er på lavt blus i Gribskov Kommune, som oplevede et fald i antallet af nye enkeltmandsvirksomheder på 18 procent i årets første seks måneder – Det er mere end det dobbelte af gennemsnittet på landsplan.

Det går den forkerte vej for iværksætteriet i Danmark, og det kan især ses i Gribskov, som ellers har tradition for at være en god kommune at starte virksomhed.

Det første halvår for dansk iværksætteri viser, at antallet af nystiftede enkeltmandsvirksomheder faldt det første halvår med syv procent på landsplan sammenlignet med samme periode sidste år: fra 11.185 nystiftede virksomheder til 10.406.

Det er det laveste antal de seneste fem år. I Gribskov Kommune faldt antallet med hele 18 procent.

Årsagen til det generelle fald skal findes i en række faktorer uden for vores egen indflydelse.

“Sidste år faldt antallet af nye virksomheder dramatisk, sandsynligvis som et resultat af inflation, høje renter, økonomisk usikkerhed, krig i Europa og usikkerhed med internationale forsyningskæder. Den udvikling er desværre fortsat ind i 2023”, forklarer Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Dinero.

Røde advarselsflag
Det store fald kommer ellers i kølvandet på en periode med svære vilkår i både 2021 og 2022, og ser man på det samlede fald de seneste tre år, så viser faldet på landsplan, at det faktisk går den rigtige vej.

Alligevel hejser Martin Buch Thorborg det røde advarselsflag.

“Det er skidt for Danmark, når antallet af nye virksomheder falder. For på den ene side har vi brug for iværksættere, som formår at tænke anderledes tanker og gå helt nye veje, og som kan skabe fremtidens danske vækstmotorer og sætte Danmark på verdenskortet”, forklarer han.

Fald i 61 kommuner
Det største fald i antallet af enkeltmandsvirksomheder finder man på Samsø, hvor der blev stiftet 62 procent færre enkeltmandsvirksomheder i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år.

Samsø efterfølges af to andre ø-kommuner, nemlig Ærø (fald på 53 procent) og Langeland (fald på 52 procent). I alt 61 kommuner oplevede et fald i nye enkeltmandsvirksomheder i første halvår.

I 32 kommuner steg antallet af nye enkeltmandsvirksomheder i årets første seks måneder. Den største stigning kom i Dragør Kommune, som blev efterfulgt af Vallensbæk og Aabenraa Kommune.

Vestjylland blev den eneste af 11 landsdele, som oplevede en stigning i antallet af nye enkeltmandsvirksomheder i første halvår. Det største fald kom i Nordjylland (17 procent) efterfulgt af Fyn (15 procent) og Østsjælland (11 procent).

Data: Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Data er trukket den 25. juli 2023.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?