DEBATINDLÆG: Vi besøgte fiskerne på havnen i Gilleleje mandag den 25. november 2024, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Gribskov Kommune står med en stor udfordring her. Som det blev sagt: Det er den sidste fiskerihavn på Sjælland.
Fiskerne udtrykte deres bekymring over indskrænkning af fiskeriområder. Fiskeriet består hovedsageligt af garn- og trawlfiskeri – en form for fiskeri, som vi kender fra det meste af Danmark, og som vi har haft i årtier. Fiskebestanden skifter, og i dag er det hovedsageligt trawlfiskeri efter jomfruhummer, der dominerer.
Der er ingen tvivl om, at med de få kuttere (både), der er tilbage i Gilleleje, skal der ikke meget til, før fiskeriet helt forsvinder fra vores kommune. Derfor er der god grund til at råbe vagt i gevær.
Fiskeriet betyder utroligt meget for Gribskov og Gilleleje som helhed. Der er en stærk synergi mellem et aktivt, autentisk erhverv og en progressiv turisme – det går hånd i hånd. Hvis det ene forsvinder, vil turismen også komme under pres. Dermed vil der også opstå et pres på et aktivt handelsliv i og omkring Gilleleje.
Derfor vil vi i Socialdemokratiet gøre, hvad vi kan, for at få vores minister på området i tale, så det ikke er skrivebordsgeneraler, der afgør fremtiden for vores fiskeri i Gilleleje. Det er vigtigt, at vi alle trækker på vores politiske bagland, hvis vi vil sikre en fremtid for fiskerierhvervet i Gribskov.
Vi står ved en skillevej, og med min erfaring – både fra min opvækst i Hirtshals, mit arbejde i fiskeindustrien og mit arbejde med fisk både i Skagen og på Læsø – ved jeg, hvor stor betydning fiskeriet har for et lokalsamfund og for samspillet mellem erhverv og turisme.
Så kære Magnus Heunicke, havets minister: Vi vil inderligt gerne invitere dig på en kop kaffe i Gribskov, nærmere bestemt i Gilleleje, så du kan høre fra os og fiskerne selv, hvor stor betydning fiskeriet har for vores kommune.
Morten Dahlberg
Borgmesterkandidat, Gribskov Kommune