Mandag eftermiddag kl. 13.29 kom der melding om, at en personbil havde ramt et busskur på Skamstrupvej i Mørkøv – det blev til en ret besynderlig historie.
På stedet fandt patruljen én person, men vidner kunne fortælle, at en anden bil havde samlet føreren op og var kørt væk med ham. Trods efterforskning i sagen lykkedes det ikke at afklare, hvem der havde været fører af bilen på ulykkestidspunktet.
Senere på dagen, kl.16.19, kom der så melding fra en 29-årig mand om, at han var blevet påkørt af en bil ved stationen i Holbæk. Den 29-årige slap dog fra påkørslen med mindre skader.
Ud fra vidners observationer tydede det på, at påkørslen var sket med den samme bil, som havde samlet chaufføren op ved uheldet på Skamstrupvej. Det lykkedes cirka en times tid senere for en af politiets patruljer at finde bilen og bringe den til standsning.
I den forbindelse blev en 35-årig mand fra Tølløse anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. I bilen blev også fundet en smule hash. Manden blev også sigtet for vold i forbindelse med påkørslen.
Det viste sig, at de to mænd deler samme adresse og at der var opstået en uoverensstemmelse mellem dem, det lykkedes dog at få mæglet mellem parterne.