Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag kl. 11.00 en 45-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for unddragelse af forældremyndigheden ved at have bortført sit mindreårige barn til udlandet.
Barnet blev internationalt efterlyst, da politiet og kommunen i starten af august ikke kunne finde det i forbindelse med, at myndighederne var mødt op på bopælen i Aarhus med henblik på at tvangsfjerne barnet.
Den 20. august blev de to personer truffet af de græske myndigheder på grænsen til Tyrkiet, hvorefter den 45-årige mand blev tilbageholdt. Dagen efter, den 21. august, blev han fremstillet in absentia i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet i sagen samtidigt med, at der blev udsendt en Europæisk arrestordre på ham.
Tirsdag aften blev den 45-årige mand udleveret fra Grækenland til de danske myndigheder, og han blev derfor anholdt kl. 19.55, da han landede i Danmark.
Også barnets 36-årige mor er sigtet i sagen, da hun er mistænkt for at have været medvirkende til bortførelsen af barnet til udlandet. Det er blevet juridisk vurderet, at hun ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.
Anklagemyndigeden har anmodet om lukkede døre til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.