GRIBSKOV: Er du klar til at prøve kræfter på scenen i selskab med professionelle skuespillere, eller vil du være med bag scenen på en stor teaterproduktion, så er muligheden der nu!
Sidste år blev der gravet en del på marken ved Fredbogård, da kommunens nystiftede udendørs teater skulle bygge en stor scene til den første forestilling, Robin Hood. Nu er teatret klar til at sætte deres anden forestilling op: Grauballemanden – The Musical. En underholdende og musikalsk fortælling om nationalklenodiet Grauballemandens sidste dage, inden han blev kastet i mosen og ofret til jernalderens guder.
Årets publikum kan se frem til at få rørt lattermusklerne, da det hele foldes ud som en crazy musical-comedy på hæsblæsende niveau. Det bliver komiker Anders Grau, der springer ud som Grauballemand og med sig på scenen har han kendte skuespillere som fx Therese Glahn og Paw Henriksen.
Masser af lokalt talent
Nordsjællands Teater har stor fokus på lokal talentudvikling og afholder derfor også en åben audition til forestillingen d. 7. april på Helsinge Realskole. Tilmelding sker via teatrets hjemmeside.
”Jeg synes, at vi som teater, der i øvrigt er støttet af vores kommune, har et stort ansvar for at skabe nogle rammer lokal talentudvikling. Her har man jo netop mulighed for at blive del af en større teaterproduktion med alt det man suge til sig af viden og erfaring. Vi ved fra sidste år, at der er masser af talent derude i alle aldre, så vi håber også i år at se en masse til audition, der har mod på at prøve kræfter med professionelt teater,” siger teatrets kreative leder Chris Skytte.
Et kreativt fællesskab
Der er dog også masser af andre opgaver, når en stor teaterforestilling skal sættes op, og det giver plads til lokale frivillige kræfter, men det handler ifølge Chris Skytte om meget mere end det.
”Når man er en del af et teater, er man også del af et større kreativt fællesskab, hvor vi alle løfter i flok og bruger nogle uger på at skabe noget magisk sammen på og omkring scenen. Sidste år startede vi op med en mindre gruppe frivillige, der hjalp med alt fra at bygge kulisser, ordne kostumer og skabe gode rammer for både skuespiller og publikum”, forklarer Chris og fortsætter,
”I år, hvor vi er kommet lidt mere på plads som teater, vil vi gerne gøre endnu mere for at opbygge et stærkt fællesskab, hvor det er både sjovt og udviklende at være frivillig. Derfor starter vi med en hyggelig introaften, hvor man kan komme og høre lidt mere om årets teaterplaner og melde sig som frivillig. Når vi så kommer nærmere forestillingen og rykker ud på pladsen, har vi jo helt naturligt nogle gode rammer at udvikle fællesskabet i, hvor kreativiteten kan blomstre, og vi kan hygge sammen med fx fællesspisning efter scenearbejdet, ”slutter Chris Skytte, der håber at se en masse nye ansigter, når der afholdes informationsaften på Helsinge Realskole d. 17. april kl. 19.
For mere information om frivillig-aften og tilmelding til audition se: www.nsjteater.dk eller følg med på Nordsjællands Teaters Facebookside.
Praktisk information
Billetter bestilles på: Billetten.dk (earlybird tilbud frem til 15. april)
Spilleperiode: 1-17. august Tirs.-fre. spilles 19.30 – eftermiddagsforestillinger på udvalgte lør./søn.
Spillested: Fredbogård, Holtvej 40, 3220 Græsted