GILLELEJE: Fredag aften kl. 19.00 slåer Gilleleje Hallen dørene op for en ny omgang ‘Diskotek på Toppen’ hvor der kun er adgang for de helt unge fra 10 til 16 år. Festen er selvfølgelig alkoholfri.
Nu tager ’Diskotek på Toppen’ hul på en ny sæson med fest for børn og unge mellem 10 og 16 år, festen løber vanen tro af stablen d. 2. fredag i måneden, og kører fast frem til maj måned 2016.
Børnediskoteket er anlagt med hoppepuder, rulleskøjter, røgmaskiner og et professionelt diskoteksanlæg, og festen ruller fra kl. 19.00 til 24.00.
Hele bagtanken var en fest for de unge, hvor der var forbudt for forældre – men i løbet af kort tid blev arrangementet løbet over ende af sin egen success, og nu er der en række frivillige forældre som hjælper til i hallen under Diskotek på Toppen.
Diskotek på Toppen har nu taget hul på den fjerde sæson, og intet tyder på at besøgstallet falder – tværtimod.
– Ungerne er ellevilde, og de hygger sig helt problemfrit på kryds og tværs, det er altid en fornøjelse at lave ‘Diskotek på Toppen’, og alle er hjerteligt velkomne, fortalte Kurt Husum Larsen fra Gilleleje Hallen til Gribskov Lokalavis ved en tidligere lejlighed.
Arrangementet løber af stablen fredag aften kl. 19.00 i Gilleleje Hallen på Bøgebakken 19c i Gilleleje