På få dage er to tyverier af barnevogne blevet opklaret i en noget usædvanlig sag fra Roskilde, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.
Sagen tog sin begyndelse, da en kvinde i sidste uge mistede sin tvillingebarnevogn og efterlyste den på Facebook.
Hun kunne på sin overvågning se den kvinde, der var stukket af med barnevognen, og ud fra hendes beskrivelse af kvinden, var der en mand, der kunne genkende hende.
Så han besluttede sig for at sætte en fælde for barnevognstyven.
Ved at ringe og give sig ud for at ligge inde med et depositum fra en lejlighed, som kvinden tidligere havde boet i, fik han en aftale med hende om at mødes.
– Og der blev vi så koblet ind i sagen. Og ganske rigtigt – kvinden dukkede håbefuldt op men blev så anholdt på stedet af patruljen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kort efter ransagede betjentene kvindens hjem nær Ringsted, og her dukkede den stjålne barnevogn da også op.
Sagen udviklede sig
Mandag modtog Midt- og Vestsjællands Politi endnu en anmeldelse om en stjålen barnevogn – endda i samme område som der, hvor den første barnevogn forsvandt.
Midt- og Vestsjællands Politi genstartede efterforskningen og på magisk vis dukkede den anden stjålne barnevogn nu op hjemme hos den allerede mistænkte kvinde.
– Vi satser på, at hun nu har fundet ud af, at det ikke er en bæredygtig forretningsmodel at stjæle andres barnevogne, slutter Midt- og Vestsjællands Politi om sagen.