KARATE: Gribskov Karate holdt traditionen tro graduering midt i december. En graduering er en prøve, hvor eleverne får mulighed for at vise hvor meget og hvor godt de har lært deres pensum. For hver ny grad man skal til er der nye teknikker der skal læres. Der er derfor altid en god grund til at fortsætte selvom man lige har vist at man kan det man skal.
Til decembergradueringen deltog hele 42 af klubbens elever i alderen fra 5 år til 58 år, og der var flere der skulle til den første graduering i klubben.
Forventningerne var store, både fra bedømmerne og de udøvende, og på imponerende vis bestod alle deltagerne deres graduering, de fleste uden større fejl.
Sådan en dag er oplagt til at tage familien med, og der var derfor et hav af forældre, kærester og bedsteforældre.
Sortbælter imponerede
Det højeste man kan opnå inden for karate er det sorte bælte. Der kan dog komme ekstra mærker på det, såkaldt ‘dan’.
En af dagens bedømmere, Lars Uth, var derfor tidligere på efteråret til graduering i København, hvor han sammen med Valdemar Skindersø skulle gradueres til henholdsvis 3. og 2. dan.
“Begge klarede skærene og er nu med i klubbens liste over højere graduerede medlemmer”, lyder beskeden fra klubbens formand Peter Mainz Bendtsen.
Kamp om landsholdspladser
December er også måneden, hvor Dansk Karate Forbund udtager kæmpere til Landsholdet, samt til et særligt talentcenter, som kvalificerer til internationale mesterskaber er i foråret.
Og her fik Gribskov Karate igen udtaget otte kæmpere til Talentcenteret, der er niveauet lige under landsholdet. To af kæmperne, Elias og Celia Maitsland Kristensen, er derudover blevet udpeget til landsholdsboblere, og har gjort det så godt det sidste år, at de begge er blevet udtaget til at repræsentere Gribskov Karate og Danmark ved de Nordiske Mesterskaber der afholdes til april på Island.
Gribskov Karate går nu på en velfortjent juleferie som varer frem til 3. januar, hvor der opstarter endnu et introhold for voksne i Tumlesalen på Nordstjerneskolen. Resten af klubben starter 8. og 9. januar.