GRIBSKOV: Der venter med stor sandsynlighed en noget anderledes arbejdsdag, når underviserne 11. november møder op på Gribskov Gymnasium. For denne dag får de ikke lov til at undervise, da eleverne tager til København for at protestere.
Elevrådet har varslet “arbejdsnedlæggelse” 11. november. Det sker i protest mod regeringens udmeldinger om de mange ændringer der er på vej til de videregående uddannelser.
Den endelige beslutning om en enkelt dags nedlæggelse af uddannelsen finder sted tirsdag d. 29 oktober, hvor der er stormøde på gymnasiet. Her får eleverne mulighed for at stemme for eller imod den varslede nedlæggelse.
Det er især en varslet a-fags-taxameter-nedskæring som vækker vrede hos de unge på gymnasiet. A-fags-taxameteret er et tilskud skolerne får per elev der går til naturfag og musik på højniveau
“I elevrådet er vi bange for, at det vil forringe vores undervisning og gøre det sværere for eleverne at få de A-fag de ønsker. Det vil være meget ærgerligt hvis vi ender der”, forklarer
Clara Cecilie Sommer, som sidder i elevrådet.
Hun frygter også for konsekvenserne af forhøjede adgangskrav.
“De forhøjede adgangskrav vil, som mange forskere har pointeret de seneste dage, skabe en ulighed da det vil ramme drenge, elever med anden etnicitet end dansk, elever fra familier med lave ressourcer og elever med psykiske udfordringer. Som elevråd tror vi på et mangfoldigt gymnasium med plads til alle. De forhøjede krav vil ikke passe ind i det. Vi frygter, at det vil skabe et A- og B-hold og en ensartet elevgruppe”, forklarer hun i en skriftlig besked til redaktionen.
Hun håber derfor, at der er stor opbakning til den varslede nedlæggelse af undervisningen på det kommende stormøde, og er der det, så er planen, at eleverne tager sammen med andre skoler til Christiansborg for at lufte deres fælles utilfredshed.
Og lærerne? De får lov til at hygge med eleverne, der blandt andet vil spille fodbold og andre spil, inden de tager afsted.
“Vi har fuld opbakning fra lærerstaben, og de er også meget velkomne til at tage med til Christiansborg og deltage i vores aktiviteter”, understreger
Clara Cecilie Sommer.