HELSINGE: I morgen går det løs. Helsinge midtby forvandles til en rædselsvækkende rute med uhyggelig belysning, gysende pynt og skræmmende udklædninger. Aftenen afsluttes med et kæmpe brag, da et flot fyrværkerishow vil oplyse himlen over Helsinge.
Halloween i Helsinge kommer ikke til at gå stille for sig.
I flere år har Helsinge erhvervsliv troligt pyntet op i midtbyen, og har budt udklædte børn velkomne med slik og godter.
I år har forretninger og foreninger slået kræfterne sammen til det hidtil største Halloween arrangement, som er blevet afholdt i Helsinge midtby.
Og det skal naturligvis afsluttes på behørig vis – nemlig med et spektakulært fyrværkerishow.
Passioneret fyrværker vil oplyse himlen over Helsinge
Det er den erfarne og passionerede fyrværker, Henrik Pedersen, fra Top Star Fireworks, som står for det spektakulære fyrværkerishow.
Og det er ikke småting han har i tankerne, når fyrværkerishowet lyser himlen over Helsinge op, i morgen kl. 20.10.
Henrik arbejder yderst professionelt og prioriterer sikkerheden for tilskuerne, hvorfor han kun benytter sig af det allerbedste grej.
Showet er sammensat med formålet at overraske og begejstre, og at få tilskuerne til at måbe af beundring.
Bl.a. kan tilskuerne i morgen opleve himlen blive oplyst af en 30 meter lang guldvifte.
Fyrværkerishowet kan opleves på tæt hold, for enden af Helsinges gågade i enden mod stationen. Dog vil det være muligt at se det flotte show fra det meste af Helsinge.
Showet starter kl. 20.10 i morgen, fredag d. 27. oktober.